Klaus Nielsen vandt 1. afdeling af MTB Shimanoliga
De danske mester, Klaus Nielsen fra Team Pronghorn Racing, sejrede på søndagens 1. afdeling af MTB Shimanoligaen, som kørtes omkring Maglebjerg i Rude skov.
Af Niels Laursen [ 2009-04-05 ]
|
|
Løbet udviklede sig ikke helt uventet til en dyst imellem Klaus Nielsen og svenske Mathias Wengelin, Cykloteket Racing Team. Wengelin ankom til Shimanoligaen efter en række top-5 placeringer i den hårdt besatte Sunshine-cup på Cypern, hvor de stærkeste europæiske ryttere, traditionelt krydser klinger.
De to ryttere skilte sig fra starten ud, og fulgtes pænt i løbets indledende del, med Klaus Nielsen som den toneangivende, men med en ubesværet Wengelin på hjul. Uheldigvis måtte Wengelin dog tidligt indkassere en punktering, og derefter kunne Klaus Nielsen ret ubesværet køre sejren hjem. Wengelin formåede på trods af sin defekt at sikre sig løbets andenplads, dette efter en tæt kamp med Benjamin Justesen, Team T-bikes.
Fjerde- og femtepladsen tilfaldt henholdsvis Allan Qvortrup Bachman, Team Webike Vision og Lars Bleckur.
70 ryttere stillede til start i eliteløbet, hvilket er det største danske MTB elitefelt i mere end ti år. Desuden havde mere end 20 ryttere fra udlandet fundet vej til det danske UCI løb.
I kvinders løb blev en ellers suveræn Annika Langvad, HMTBK, også offer for en defekt på cyklen, og hun måtte derfor se Åsa Erlandson, Varbergs MTB løbe af med sejren foran Signe Standvig, ÅMK.
I juniorklassen blev det til en forventet favoritsejr til Jonas Pedersen, Team T-bikes, foran Kristian Axelsen, Team Rivette. Jonas Pedersen førte løbet fra start til slut og kunne med overbevisende kørsel henvise konkurrenterne til de sekundære placeringer. Jonas Pedersen har endnu ikke tabt et løb i juniorklassen i mere end 1 år! Løbets 3. plads blev besat af Frederik Kjeldsen, Team T-bikes.
Næste afdeling af shimanoligaen køres 10. maj i Silkeborg.
|